HÆNDELSESFORLØBET:

Jeg er en almindelig borger, der valgte at få foretaget et øjenlågsløft da jeg fyldte 47 år. Flere af mine kvindelige kolleger havde allerede fået foretaget et sådant lille øjenlågsløft. Jeg fik foretaget dette uden komplikationer i år 1997. Senere fik jeg foretaget et lille tindingeløft – ligeledes uden komplikationer.

I 1999 besluttede jeg mig for at få foretaget rettelse af de nedre øjenlåg grundet rynker, et fuldstændig risikofrit indgreb, hvor man udelukkende fjerner en smule hud.  Jeg mente selv at jeg foretog en grundig research.  Jeg opsøgte 3 forskellige plastikkirurger inden jeg traf min beslutning om, hvem det skulle være. Valget af kirurg viste sig blive det meste fatale valg, jeg nogensinde har truffet i mit liv. Jeg valgte nemlig en kirurg, der arbejder med det man i erstatningsretlige sammenhænge kalder en alternativ operationsmetode og er nu skadet for livet. Metodevalget blev truffet hen over hovedet på mig uden forudgående information. I  plastikkirurgien er der tale om raske mennesker, som lader sig operere. Derfor eksisterer der en særligt skærpet informationspligt.

Lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 9. april 1999 med de ændringer, der følger af lov nr. 258 af 12. april 2000 og § 1 i lov nr. 141 af 5. marts 2001.  Informationen er endvidere udmøntet i en højesteretsdom fra 1992 om, at informationen skal fremgå af journalmaterialet.

Plastikkirurgen oplyser mig om, at man kan risikere, at de nedre øjenlåg kan komme til at vende udaf ved korrektion på nedre øjenlåg. Jeg takker herefter nej, idet jeg ikke har lyst til at stå med den form for komplikationer.

Plastikkirurgen foreslår herefter af egen drift, at jeg får foretaget en rettelse på det tidligere øjenlågsløft, idet hun siger til mig, at det oprindelige øjenlågsløft ikke er særligt pænt lavet og i øvrigt er faldet ned igen. Hun spørger om løftet er udført af en øjenlæge og jeg svarer, at det er foretaget af en plastikkirurg. Plastikkirurgen/den fejlende kirurg siger, at hun kan rette det og at det vil  blive så flot, at jeg formentligt ikke får brug for at få rettet de nedre øjenlåg. Jeg spørger om risici og plastikkirurgen svarer: ”I dag  er vi så dygtige, at du stort set godt kan se bort fra nogen risici”. Jeg forventer at vi har truffet en aftale om en simpel hudkorrektion og korrektionen skal foretages af en uddannet plastikkirurg, så jeg regner med at jeg er i de bedste hænder.

OPERATIONEN (9.3.2000):
Den 9.3.2000 fejlbehandles jeg. Der var forsinkelse på operationen grundet uro og ombygning i klinikken. Jeg ventede mere end 1 hel time og fik derfor tildelt stesolid ad 2 gange af sygeplejersken, som havde konfereret med fejloperatøren. Jeg måtte støttes til operationsbordet.

Der klippes alt for meget hud, fedt og bindevæv af øjenlågene og folden på siden fjernes helt, så jeg ikke kan lukke mine øjne ordentligt til. Øjenomgivelserne fikseres og bliver gjort ufleksible. Mine øjne reagerer naturligt ved at løbe i vand, men få dage efter sker der ikke mere, min tårefilm er nemlig slået i stykker eller ødelagt af de alt for stramme og ufleksible øjenomgivelser. Mine øjne står spilåbne op over pupilen om natten, de kan ikke lukke til da det hele er alt for stramt. Det gør forfærdeligt ondt.

Langt senere erfarer jeg via journalen, at der er fjernet 1,5 cm hud. Dette kan kun betegnes som en fejldisposition og en KLAR OVERKORREKTION. Hudkorrektioner på et andengangsindgreb er almindeligvis imellem 2-5 mm får jeg oplyst af flere kompetente plastikkirurger.

Som 50-årig havde jeg altså samlet fået fjernet hud på i alt 2,5 cm, hvilket er mere end end personer på 90 år får fjernet, hvis de altså har meget, meget løs hud !

Jeg henvender mig på skadestue og hos min praktiserende læge få dage efter at operationen har fundet sted. Jeg aftaler en tid på klinikken og her får jeg så fjernet øjenhår under øjenlåget. På vejen ud af klinikken spørger kirurgen mig spontant: "Lisbeth, har du ondt i øjnene ?" Jeg vender mig om og siger: "Ja, det har jeg, men nu har du jo sagt, at det går over". Min 6. sans siger mig, at der er noget galt, hvilket jeg meddeler min mand og mine kolleger. Den intuition skulle ulykkeligvis vise sig at være sand. Efter den samtale bliver det særdeles svært at få aftalt en konsultation med den fejlende kirurg, hvilket kan bekræftes af mine kolleger, der har været førstehåndsvidner til hele mit forløb.
 
Den fejlende kirurg fornægter sin egen skade og mener at mine gener er "uforklarlige". Jeg skriver en række breve til hende og beder hende om, at vi sammen finder en konstruktiv løsning (Breve vedhæftet som link). Jeg beskriver i detaljer, hvad der er galt, så hun slet ikke kan være i tvivl om den aktuelle situation. Jeg spørger også til operationsmetoden, men får intet svar.  Samtidig leder jeg desperat efter øjenlægefaglig bistand, da der ikke sker nogen form for forbedring i tilstanden.

Efter flere henvendelser lykkes det mig at få aftalt en konsultation med den fejlende kirurg, som hun herefter straks overlader til sin ansatte medlæge. Den fejlende kirurgs medlæge tager en hel serie billeder af resultatet. Jeg blev sat ned på en stol og billederne blev taget med en vinkel oppefra og nedefter, så resultatet ville blive det mest fordelagtige for klinikken. Jeg fortæller ham, at der er taget alt for meget hud og at  jeg har brug for  hjælp. Han siger til mig: "Det er ikke mig, der har lavet fejlen, jeg ville ikke have taget så meget hud af", og jeg svarer: "Det er jeg godt klar over, men nu er det dig der har fået opgaven at tale med mig, så nu vil jeg have et svar på om du vil hjælpe mig". Den fejlende kirurgs kollega oplyser mig om, at lukkedefekter på 1 mm falder ned af sig selv og jeg svarer, at det kan jeg så ikke få til at passe med min, som er ca. 4 mm ! Jeg får ikke tilbudt hjælp af nogen art til trods for at jeg spørger om hjælp til øjenlægebistand. Jeg forleder herefter klinikken med uforrettet sag.

Efter konsultationen møder jeg den fejlende kirurg på parkeringspladsen, som netop er ankommet til klinikken: Hun er tydeligt forskrækket over at blive konfronteret med mig. Hun siger, at hun gerne ville have afholdt konsultationen med mig, men at hun ikke havde tid grundet andre aktiviteter. Hun vifter med hånden imod mig og siger: "Det dér skal nok falde ned af sig selv". Jeg svarer, at der intet er noget jeg ønsker mere, herefter underholder hun mig med sin egen ansigtsløftning foretaget i USA, hvor hendes øjne løb i vand efter indgrebet. Vi aftaler, at vi skal tale sammen efter 14 dage. Jeg ringer klinikken op, men jeg får aldrig en tilbagemelding på trods af, at hun løbende og skriftligt orienteres om min situation, hvor jeg har været både på skadestue og til læge flere gange.

Jeg henvender mig derfor selv til sekretæren for at aftale en konsultation og forsøger at sikre mig, at det er en konsultation med den fejlende kirurg og ikke hendes medlæge. Dagen før bliver jeg ringet op og konsultationen bliver aflyst med en begrundelse om, at der skal opereres nye patienter. Jeg bliver naturligvis meget vred, jeg har mange øjensmerter og er meget bange for min jobsituation,  jeg  kan dårligt se bilagene på skrivebordet. Jeg skriver straks et brev, som jeg sender med fax til klinikken og med dags varsel finder hun så lige pludselig tid til at tale med mig sent på eftermiddagen, når der ikke længere er kunder i butikken.

Ved konsultationen nægter hun at dække mine udgifter, nægter at  medvirke til planlægning af en stærkt påkrævet reoperation og meddeler herefter, at så må det blive en forsikringssag. Den fejlende kirurg tilbød ikke nogen form for undersøgelse. Det eneste hun var interesseret i var at få lov til at tage nye billeder af mit resultat. Jeg svarer, at jeg ikke har brug for, at der bliver taget endnu flere billeder, jeg har brug for hjælp til den fatale fejloperation. Et medbragt vidne udbeder sig navn og nummer på klinikkens forsikringsselskab- og policenummer, hvilket hun nægter. Vidneerklæring vedhæftet.

Den fejlende kirurg bad i øvrigt vidnet om at forlade klinikken inden samtalen fandt sted, hvilket hun nægtede. Jeg har vedhæftet et brev til den fejlende kirurg, som illustrerer hvilket hændelsesforløb jeg måtte igennem hos den pågældende. Den fejlende kirurg udbeder sig aktindsigt de steder, hvor jeg har været i konsultation. Jeg svarer, at det vil jeg tænke over. Jeg har på dette tidspunkt slet ikke fået noget brugbart journalmateriale i hænde, som beviser min skade. I øvrigt undrer det mig, at hun er interesseret i at få udleveret journalmateriale, når hun på forhånd nægtede at hjælpe mig.

Først i forløbet skrev jeg til hende for ikke at årsagen til skaden skulle forsvinde i tidsforløbet. Det var nemligt uhyre vigtigt at jeg fik fastslået HVORNÅR SKADEN OPSTOD ! Denne vigtige detalje fik jeg oplyst af en der kender til sundhedssystemet.

Jeg fik endvidere oplyst, at når der sker den form for fejl, så vil fejlbehandlere og deres støtter altid forsøge at finde andre årsager til skaden end den der ligger lige for. Det var nøjagtigt det som skete, OGSÅ i min sag  !

EFTERFORLØBET (27.4.00):
Da den fejlende kirurg ikke reagerede prompte på mine mange henvendelser begynder jeg sideløbende at rende spidsrod rundt i sundhedssystemet og det lykkes mig at finde en  lokal og etisk øjenlæge. Han siger til mig, at det ser alt for stramt og kort ud og "det er synd for Dem, at De skal komme ud for den slags". Han ser på siderne af øjenspalterne. Han finder at arvævet ser mærkeligt tykt ud. Han fortæller om et fortilfælde, hvor en kvinde kom ind i hans konsultation med den ene hånd over øjnene og den anden på hjertet. Han oplyser mig om, at det nu er ca. 10 år siden. Jeg spørger ham, om det er en fejloperation og han svarer, at nu må mit amtshospital se på sagen. Han siger til mig: "Jeg tror ikke at det falder ned af sig selv". Den dygtige øjenlæge henviser mig til mit amtshospital i maj 2000.

AMTSHOSPITALET (3.4.2000 - 18.10.2000 + tlf.samtaler):
Jeg fortæller overlægen på amtshospitalet om mine problemer og han siger, at der er ingen tvivl om, at det er gener opstået i.f.m. indgrebet. Han siger: "Man skal aldrig lade sig operere på foranledning af et forslag fra en kirurg".

Han fortæller mig, at den første danske plastikkirurg Grethe Olsen har sagt, at man først kan gribe ind tidligst 4 mdr. efter indgrebet om nødvendigt. Han vil muligvis forsøge med at sy guld ind i øjenlågene og i værste fald skal der foretages en reoperation. I fald det bliver nødvendigt vil han selv gå ned på plastikkirurgisk afdeling og finde den dygtigste kirurg og så vil de sammen foretage en rekontruktion. Jeg får at vide, at jeg skal vente indtil august, så må vi se på sagen.

Jeg oplyser øjenlægen på amtshospitalet, at jeg ikke længere har noget flow og at jeg ikke længere har tåreproduktion nok til at nyse og pudse næse (mine øjne kan ikke længere løbe i vand). Det noteres i journalen, at jeg er" flittig bruger af kunstige øjendråber". På hospitalet får jeg  indlagt bandagelinse på mit venstre øje, da det gør forfærdeligt ondt og øjnene tørrer ud - især det venstre. På lægefaglig indikation ordineres jeg urglasforbindinger, som jeg skal ligge med hver nat for at dække over mine øjne, de står nemligt spilåbne op over pupilen og kan ikke lukke til grundet alt for stramme og korte øjenomgivelser.  Disse forbindinger kostede mig 2.000 kr. pr. måned, som jeg lå med hver nat i et helt år inden jeg henvises til en stærkt påkrævet reoperation i andet regi - 13 måneder senere. (Se billeddokumentation anført andetsteds og hav tålmodighed med indlæsning af disse store dokumenter). Øjenlægen på amtshospitalet foranledigede at disse udgifter blev dækket af min egen hjemkommune sidst i forløbet. Så han har været fuldt ud klar over, at jeg havde behov for disse forbindinger !

Det bliver så endelig august og overlægen har i mellemtiden indhentet journalen fra den fejlende kirurg. Der er nu en tydelig ændring i hans attitude overfor mig.  Han spørger om jeg vil klage og jeg svarer, at det har jeg slet ikke taget stilling til, foreløbigt gælder det mit helbred. Han siger, at jeg ikke får noget ud af at klage, for det her drejer sig om en kosmetisk operation. (Senere erfarer jeg, at den fejlende kirurg har skrevet et brev til amtshospitalet, hvoraf det fremgår at "de har følt sig hjælpeløse overfor mine mange krav om hjælp - ganske som om de ikke har kunnet se, at der manglede et stort stykke hud på BEGGE ØJENLÅG !)

Jeg svarer, at det kan jeg ikke bruge til noget, jeg har forfærdeligt ondt i øjnene og øjenomgivelserne og jeg har meget svært ved at passe mit arbejde og der jo må være noget galt, når jeg skal ligge med urglasforbindinger hen over mine øjne hver eneste nat til en månedlig udgift på kr. 2.000 og at jeg ikke længere kan gå ud på gaden, da jeg ikke tåler træk hen over mine øjne, som er tørre og at de ikke kan lukke til om natten og trækker skævt. I øvrig er jeg mere interesseret i at få reetableret mit helbred. Han giver mig nogle plastre, som jeg skal forsøge at sætte ned over mine små og forpinte øjenlåg om natten og hermed ophøre med at benytte urgalsforbindinger. Disse almindelige plastre havde imidlertid ingen effekt, da omgivelserne var så stramme, at øjnene alligevel straks sprang op, når jeg var sovet ind. I øvrigt er der ingen hud der kan tåle plastre ned over de tynde øjenlåg hver nat, så går huden i stykker.
Jeg fik at vide, at det var "nydelig kirurgi" og nu skulle jeg gå hjem og nyde mit gode udseende !

Overlægen/øjenlægen vil efter flere henvendelser ikke erkende, at der er sket en fejl og foreslår en konsultation på hospitalets  plastikkirurgisk afdeling. Inden jeg overhovedet får mulighed for at blive vurderet hos denne plastikkirurg udleverer øjenlægen en konklusion truffet af den pågældende plastikkirurg. Plastikkirurgen har foretaget en REN ADMINISTRATIV vurdering på  baggrund af øjenlægens journal. Det fremgår af denne RENT ADMINISTRATIVE afgørelse  "at arvæv og fibrose på mirakuløs vis kan ændre sig over år og at jeg skal ekspektere". (jeg får herefter oplyst af en praktiserende læge, at når man skriver "mirakuløs", så betyder det, at lægen ikke selv tror på, at der vil ske nogen forbedring).

Jeg opsøger derfor af egen drift den administrativt konkluderende plastikkirurg. Jeg medbragte et lægebrev vedrørende mine arbejdsmæssige problemer - grundet fejlindgrebet på begge øjne. Plastikkirurgen  befinder sig tilfældigvis på afdelingen for plastikkirurgi og er i øvrigt stærkt irriteret over henvendelsen.

Plastikkirurgen spurgte mig om jeg kunne blinke og det kunne jeg jo (viljesbestemt), hvilket ikke kan sammenlignes med den reflektoriske funktion, som styres af nervefunktionen, når vi blinker.

Plastikkirurgen foretager ikke nogen undersøgelse af mine øjenlåg. Han sad på den anden side af bordet og sagde til mig, at den udtalelse som jeg kom med fra min arbejdsplads om at jeg skulle have hjælp, så jeg kunne bibeholde min tilknytning til arbejdsmarkedet, den havde jeg selv fået udvirket og de gener jeg havde var sådan nogle man fik ved at sidde ved en computer. Jeg svarede, at jeg aldrig nogensinde havde haft hverken øjenproblemer eller problemer ved at sidde ved en computer og at dette ikke kunne betegnes som almindelige småproblemer, men det responderede han ikke på. En senere aftalt konsultation bliver herefter aflyst.

Efterfølgende foreslår hans kollega på øjenafdelingen,  at jeg jo kan tage en "smuttur" til London til en dygtig og anerkendt øjenlæge, "for det er der jo så mange, der gør" og "han vil sige helt det samme som jeg !" Jeg har en regulær og højrøstet meningsudveksling med lægen og han ender med at sige, at han ALDRIG nogensinde vil hjælpe mig. Det fremgår bare ikke af journalmaterialet, her står bare at de gerne vil følge mig på øjenafdelingen !

Øjenlægen henvender sig herefter på den virksomhed jeg arbejder på og oplyser virksomhedslægen om, at "der er benyttet en anerkendt amerikansk metode".  På dette tidspunkt anede jeg og virksomhedslægen intet om hvad "den amerikanske metode" betød, men det gjorde øjenlægen på hospitalet derimod.

Øjenlægen undlod at fortælle mig om denne vigtige detalje, som han godt kendte til grundet sit kendskab til den fejlende kirurg og dennes karriereforløb. "Den amerikanske metode" viste sig langt senere at være en blandt mange årsager til mine mange problemer, da den er svær at håndtere og i øvrigt er kendt for at kunne give skade på tåreapparatet, da man piller ved øjenmuskulaturen og fikserer hele øjenlåget på musklen.
 
Hårdt presset fik jeg så udleveret et sæt guldvægte, som jeg forsøgte at klistre på mine små, forpinte og blodsprængte øjenlåg, men de havde ingen effekt. Omgivelserne var fortsat stramme og jeg havde forfærdeligt ondt i øjnene som fortsat var tørre 6 mdr. efter at fejlindgrebet havde fundet sted. En specialist i tørre øjne målte fugten på øjnene og fandt tørhedsgener. Disse blev desværre ikke udført på et objektivt grundlag, idet jeg havde brugt kunstige øjendråber forud for testen. Specialisten i tørre øjne mente i øvrigt at jeg ville få det bedre, hvis der blev taget hånd om lukkedefekten. Den unge øjenlæge virkede meget ubehagelig  tilpas ved hele situationen, så også han var klar over, at der var en lukkedefekt.

2 professionelle fotografer så mig med disse "guldvægte" på og den kvindelige fotograf udbrød spontant: "Kan du så få de vægte af, det er jo latterligt, kan de ikke  bare indrømme, at der er sket en fejl og hjælpe dig". Hun foreslog, at vi straks gik til i pressen via deres kontakter. Jeg sagde, at det turde jeg ikke, jeg havde brug for hjælp ! De 2 fotografer var dybt rystede, de stillede sig til rådighed med professionel bistand og brugte en hel arbejdsdag på mig uden nogen form for honorar ! Den kvindelige fotograf er i øvrigt blevet "løftet" samme sted og havde tørre øjne i 3 uger efter indgrebet, fordi de bliver lavet så små i en forventning om at de "faldt ned af sig selv" igen.

Jeg måtte henvende mig på øjenafdelingen en søndag grundet hævede hornhinder efter at jeg havde fået ordineret bandagelinse på venstre øje, som jeg løbende skulle vande grundet tørhedsgener på mine øjne. Lørdag nat efter ordineringen af disse bandagelinser vågnede jeg op med stærke øjensmerter. Bandagelinsen var tørret ud under urglasforbindingerne og jeg kunne ikke se med venstre øje. Det gjorde forfærdeligt ondt. Jeg henvendte mig derfor akut på øjenafdelingen hos en ung vagthavende øjenlæge. Den unge øjenlæge udskiftede min bandagelinse og udbrød spontant: "Jeg har læst din journal Lisbeth Haugaard - det er vel nok en rigtig gyser". Jeg fik faktisk udskiftet min bandagelinse 2 gange, men måtte opgive brugen, da min hornhinde hævedet op hver eneste gang og mit syn blev uklart.

Bandagelinsen dækkede kun delvist over cornea og sugede alt væske til sig fra det omkringliggende væv. Så man kan sige, at tørhedsproblemet blot blev flyttet fra et sted til et andet.

HOSPITALSINDLÆGGELSE FOR AFSLØRING AF LUKKEDEFEKT ?
Jeg blev tilbudt en indlæggelse på mit amtshospital m.h.p. afsløring af den "natlige" lukkedefekt. Jeg blev forhindret grundet sygdom. Jeg oplyste øjenafdelingen om, at jeg ville tænke over tilbudet. Jeg bad om at det blev ført til protokols i journalmaterialet.

Jeg benyttede mig aldrig af tilbudet for i mellemtiden havde jeg fået stillet en korrekt øjenlægefaglig diagnose i andet regi, der fuldstændig matchede de gener jeg gik rundt med. Dette meddelte jeg øjenafdelingen. Øjenlægen svarede mig, at det jo var let nok at foreslå en rekonstruktion, hvis ikke man selv var den der skulle udføre den !

Det jeg havde brug for var ikke en indlæggelse for afsløring af en lukkedefekt. Det jeg havde brug for var en rekonstruktion af den fatale fejloperation. Den 23.8.00 henvender jeg mig til Værn om Synet v. øjenlæge Carsten Edmund. Carsten Edmund fortæller mig om flere forskellige former for metodevalg ved øjenlågsløft. Han oplyser mig samtidig om, at man ikke indlægger patienter for at konstatere lukkedefekt - det er alt for dyrt. Lukkedefekter kan man konstatere !

Hele forløbet på øjenafdelingen er fulgt op af skriftlig korrespondance, hvor mine mange klager er anført, blandt andet, at jeg har svært ved at passe mit arbejde med 2 fejlbehandlede øjne og alt for korte øjenlåg uden tårer på øjnene.

PRIVATPRAKTISERENDE LÆGE (3.10.2000):
Jeg har svære problemer med min arbejdssituation. Min moder ligger på plejehjem og er meget syg i samme moment. En dag tilser hendes trofaste læge hende på plejehjemmet. Jeg fortæller ham, om mine svære øjenproblemer og mange smerter. Han siger til mig, at det er ganske let at afsløre en lukkedefekt ved hjælp af en international anerkendt metode, ganske som øjenlæge Carsten Edmund, Værn om Synet, oplyste mig om. På ganske få minutter stiller han en diagnose "synlig lukkedefekt". Han fortæller mig, at efter mere end 1/2 år, så strækker øjenlågene sig ikke mere og det kan ikke "falde ned af sig selv" med så stor en lukkedefekt og de stramme øjenomgivelser. Teknikken han benyttede til afsløring af lukkedefekt havde han lært i sit uddannelsesforløb.

Han fortæller mig, at når læger fejler, så forsøger de ofte at skubbe tilfældet over på andre læger, om muligt, da de ikke ønsker at være dem, der påpeger en kollegas fejl. Han ønsker ikke at jeg konfronterer øjenlægerne på amtshospitalet med hans observationer, men siger, at jeg skal forlange at blive reopereret nu.

KVINDELIG PLASTIKKIRURG, (5.10.2000):
Jeg opsøger herefter en kvindelig privat plastikkirurg på opfordring af virksomhedslægen, som kender til min vanskelige arbejdsmæssige øjensituation. Den pågældende plastikkirurg konstaterer straks lukkedefekt og spørger mig om hvem der har lavet fejlen. Jeg svarer, at det vil jeg gerne beholde for mig selv. Den kvindelige plastikkirurg var imidlertid ikke i tvivl om, hvilken af hendes kolleger, der havde lavet denne fejl, idet den fejlende kirurg er kendt for sine stramme øjenlåg indenfor den branche ! Hun konstaterer, at jeg må knibe øjnene til meget hårdt for at kunne lukke dem sammen (viljesbestemt).   I øvrigt mente den kvindelige plastikkirurg, at der havde været udført canthopexi fordi det hele var så stramt. Det er en teknik, hvor man fasthæfter huden på siderne af øjenlågene. Ved overkorrektion, så medfører denne teknik ufleksibilitet og påvirkning af de nedre øjenlåg. (den fejlende kirurg havde skåret et stort stykke hud af på ydersiden af begge øjenlåg og plastret det til, hvilket netop var et af punkterne, som jeg havde anført i min korrespondance)

Min mand viser den kvindelige plastikkirurg billedmateriale over min store natlige lukkedefekt (åbne øjne helt oppe over pupilen), hvor jeg ligger med urglasforbindinger for begge øjne. Min mand bekræfter tilstanden og oplyser herefter, at der overhovedet  ikke er sket nogen forbedring over tid.

Kirurgen beder om at få lov til at beholde fotomaterialet. Vi aftaler at en reoperation skal finde sted den 3.11.00 kl. 14.00 og kirurgen siger, at jeg vil få det meget bedre, når jeg er blevet reopereret og igen kan lukke øjnene til.

Den kvindelige plastikkirurg skriver et brev til den fejlende kirurg for at få opklaret hvad der er foretaget siden jeg ikke kan lukke mine øjne.

Hun foreslår, at der tages hud fra de nedre øjenlåg, men det ønsker jeg ikke. Jeg er nemlig bange for, at den stramning, der er i området så blot vil blive endnu værre. Vi taler om at tage hud fra området bag ørerne. Tilbudet om reoperation blev stillet midlertidigt i bero fordi jeg ikke havde fået stillet en korrekt øjenlægefaglig diagnose.

INTUITIONER, GENER og ARBEJDSMÆSSIGE PROBLEMER:
Min intuition siger mig, at der er mere galt end blot lukkedefekten. Det bekymrer mig meget at jeg ikke har fået stillet en korrekt øjenlægefaglig diagnose. Det strammer forfærdeligt på vævet omkring øjnene, det gør ondt helt ind i øjenhulerne og øjenlågskanterne svier og brænder hver eneste dag, øjenlågene lukker skævt til og de nedre øjenlåg er spændt ud over mine sarte øjenæbler, det føles som om mine øjenlåg er fæstnet til øjenbrynene. Jeg forsøger at kompensere for de nedre og smertefulde indadvendte øjenlåg ved at bære plastre. Jeg har fortsat ikke vædske nok på øjnene - faktisk er der intet.

Før fejlindgrebet havde jeg rigelig vædske på øjnene og nøs og pudsede næse hver eneste morgen. Denne rutine er nu fuldstændigt forsvundet og afløst af en ubehagelig tørhedsfornemmelse hele vejen ned i næseområdet og det gør ondt i næsen, formentligt fordi de kunstige øjendråber indeholder konserveringsvæske. Faktisk er jeg begyndt at hoste grundet irritation i halsen af kunstig tårevæske.

Jeg har fortsat svære problemer med at fungere i en arbejdssituation. Jeg tør ikke sygemelde mig af hensyn til min arbejdssituation og forsøger at komme igennem dagen så godt som det nu er muligt. Efter en fuld arbejdsdag, måtte jeg lige hjem i seng og påføre mig urglasforbindinger kl. 17.00, så jeg kunne få en smule lindring i de forpinte øjne og skævttrukne øjenomgivelser med en ubehagelig lukkedefekt midt på begge øjenlåg. Denne procedure stod på hver eneste døgn i 13 mdr. !

Alle former for sociale arrangementer eller uddannelsesmæssige aktiviteter var jeg påtvunget at fravælge - simpelthen fordi det ikke var muligt grundet fejlindgrebets invaliderende karakter.

ØJENLÆGE / AFTENKONSULTATION (22.11.00):
Kort efter konsultationen hos plastikkirurgen opsøger jeg så en øjenlæge i hans aftenkonsultation i november 2000. Han stiller straks en klokkeren diagnose "betydelig udtørring hen over cornea, synlig lukkedefekt m.v. og skriver at jeg går med plaster på nedre øjenlåg for at kompensere for at mit nedre øjenlåg vender indad og stikker op under det øvre".

Han oplyser mig om, at hvis jeg nogensinde skal gøre mig håb om at komme til at fungere igen, så skal jeg reopereres.

Han spørger mig, hvor længe jeg har gået med det og jeg svarer 8 måneder. Han responderer: "Det kan man da ikke". Jeg græder, da jeg er meget bange for at øjenlægen ikke vil hjælpe mig. Jeg beder derfor om ikke at  skulle opgive den fejlende kirurgs navn, idet jeg nu har erfaret, at så får jeg ikke hjælp. Det viser sig senere, at den dygtige læge er en af de læger, som ikke  beskæftiger sig med hvem der laver fejl, men hvordan man kan hjælpe en patient.

REKONSTRUKTIONSKIRURG (30.11.2000) og YDERLIGERE EN SECOND OPINION 20.12.2000):
Øjenlægen foreslår, at jeg henvender mig til en plastikkirurg, som har speciale i rekonstruktionskirurgi. Denne plastikkirurg sender mig imidlertid straks videre til sin personlige ven (endnu en øjenlæge) til 2nd opinion. Jeg medbringer den klokkerene skriftlige diagnose fra hans kollega. Den nye udpegede øjenlæge/2nd opinion/personlige ven udviser en særdeles grov og uetisk adfærd. Han mener, at jeg lider af en depression og siger, at jeg selv har dikteret diagnosen til diagnosestilleren. Jeg spørger ham, hvorledes jeg som fejlopereret kan stille en diagnose til en overlæge. Øjenlægen satte spørgsmålstegn ved diagnosestillerens faglige ekspertise (korrespondance omkring disse ytringer haves med tilhørende ukvemsord i journalerne, som vidner om dårlig samvittighed og manglende uhildethed).

Min mand deltog i "konsultationen" og vi var begge dybt rystede over forløbet. Vi var nu klar over, at disse to personer heller ikke ønskede at være dem der gjorde en kollegas fejltrin synlig. De var dog begge i stand til at "se", at de nedre øjenlåg var meget stramme og det "bekymrede" dem begge. Jeg erfarer senere, at plastikkirurgen tilhører inderkredsen omkring den fejlende kirurg.

Plastikkirurgen og hans personlige ven/2nd opinion (øjenlægen) var desværre ikke de eneste der opførte sig på den måde. En anden øjenlæge brød lægelovens par. 9 med udokumenterede psykepåstande og ringede til min praktiserende læge for at fortælle ham, at han mente jeg havde brug for en psykiater. Jeg opsøgte af egen drift en tilfældig psykiater, der naturligvis afkræftede disse udokumenterede påstande. Hun sagde at jeg ikke havde brug for hendes hjælp, men jeg havde brug for hjælp til min FYSISKE skade, nemlig en dygtig ØJENKIRURG !

Senere erfarer jeg, at den form for angreb under bæltestedet (psyke-nonsens-påstande) benyttes,  når man ikke er i stand til at argumentere på normal vis eller vil aflede opmærksomheden fra en fysisk skade og det til trods for, at der står i lægernes egne regler, at sundhedspersoner skal optræde professionelt, behandle alle lige og ikke må udtale sig om andet end det de er uddannet i.

Den form for uetisk adfærd kaldes manglende uhildethed (upartiskhed) og er i øvrigt injurierende.(se vedhæftede afgørelse fra Patienteklagenævnet om manglende uhildethed).

Brud på tavshedspligten (lægelovens par. 9) kan indklages for Patientklagenævnet, og en af episoderne ville have affødt en næse. (se vedhæftede afgørelse fra Patientklagenævnet om brud på tavshedspligten). Jeg har senere erfaret, at der også eksisterer en mulighed for strafferetlig forfølgelse, jf. straffelovens par. 152, men mig bekendt har den paragraf ikke været benyttet overfor den form for lovbrydere.

Jeg havde imidlertid ikke ressourcer til at klage over den form for uetisk adfærd, for tiden var min største fjende i et kapløb om at komme på fode igen, så jeg ikke mistede mit job. En tidligere kollega fra Det Danske Center for Menneskerettigheder hjalp mig efterfølgende med at tilskrive disse uetiske personer.

ANDRE KIRURGERS HJÆLP
Jeg forsøgte løbende at finde nye oplysninger og nye udveje m.h.p. afklaring og reetablering af det fatale fejlindgreb. Jeg kastede livliner ud alle vegne. Det var vigtigt for mig at finde nye veje hvis alt andet glippede. En tidligere amerikansk revisorkollega, som bor i  San Francisco kontaktede en rekonstruktionskirurg på School of Medicine, Univ. of California (6.1.2001). En tyskfødt og herboende professor foreslog, at jeg kontaktede en af de mange dygtige kirurger i Tyskland og det medførte, at en venlig plastikkirurg i Frankfurt (12.01.2001) stillede sig til disposition med påføring af hud efter at have set billeddokumentation samt film om lukkedefektens karakter. Han brugte sin egen tid til at tale med mig om det fatale fejlindgreb ind imellem hans tyske patienter i Frankfurt ! Jeg har valgt kun at nævne ganske få af de mange involverede læger i mit hændelsesforløb. Der var mange flere.

Den tyske plastikkirurg ringede til en tysk øjenprofessor senere i forløbet. Havde jeg vidst, at denne tyske øjenprofessor og rekonstruktionskirurg eksisterede, så havde jeg omgående taget til Tyskland.

I Tyskland bruger de ikke tid på at smyge sig uden om fejl. Dér ser man på fejlen og løser den. Oplysning om den tyske rekonstruktionskirurg og professor blev desværre først tilgængelig for mig på et langt senere tidspunkt.

LONDON (6.2.2001):
I marts 2001 tager min mand og jeg til London på opfordring af flere øjenlæger i håb om hjælp til en øjenlægefaglig rekonstruktion. Det drejer sig om en  øjenlæge, der altid benyttes som second opinion her i landet ved de værste øjenskader. Øjenlægen konstaterer, at der mangler hud midt på øvre øjenlåg, at der er lukkedefekt og tendens til at nedre øjenlåg vender indad. Hans diagnose er stort set identisk med den danske diagnosestillers konklusion med synlig lukkedefekt, entropion m.v. Den engelske kirurg kan imidlertid ikke operere mig, da jeg har en cyst på øjet, men beder mig vende tilbage efter 3 mdr. så vil han se på sagen endnu en til gang. Den engelske kirurgs ansigtsudtryk var i øvrigt nok til at  forstå at der var tale om en fatal fejloperation.

Øjenlægen brugte den internationalt anerkendte metode til at afsløre lukkedefekten - ganske som den privatpraktiserende læge havde benyttet. De kom frem til det samme resultat !

Herudover brugte den engelske øjenlæge en skydelære til at måle lukkedefekten.

Senere i forløbet var det en civilingeniør der resolut tog en linial frem og ved hjælp af den kunne han straks afsløre af lukkedefekten - han kom frem til at der manglede ca. 4 mm på begge øjenlåg. Han foretog en serie af  kontrolmålinger på mine kolleger !

ARBEJDE:
Jeg vender tilbage til Danmark og nu haster det meget, for jeg har fået at vide at man foretrækker en rask vikar og at man ikke kan have en medarbejder der sidder på den måde og klager over øjensmerter.

Min lokale øjenlæge bliver meget vred, da han opdager, at jeg ikke har fået hjælp fra mit eget amtshospital. Han siger: "Jeg sendte Dem jo op på amtshospitalet for snart et år siden og der står jo i journalen, at øjenafdelingen står til disposition for Deres ønsker". Han spørger mig "hvorfor har De ikke sår på hornhinden med den lukkedefekt ?" Jeg svarer, at jeg hutler mig igennem dagen og må gå i seng med med urglasforbindinger hver dag klokken 17.00.

Min mand må så fortælle hvad der i virkeligheden er foregået på øjenafdelingen: "Lisbeth har fået at vide, at hun skal vente på "mirakler" og fået at vide, at hun ALDRIG vil få hjælp til den påkrævede reoperation". Min mand oplyser, at det med at øjenafdelingen vil stå til disposition for mine ønsker, det er en sandhed med modifikationer. Lisbeth har fået valget imellem 1) at lade sig udskrive, 2) at komme til konsultation og 3) at lade sig indlægge til observation for lukkedefekt.  Min mand oplyser, at vi har fået præciseret, at en indlæggelse ikke vil føre til en påkrævet reoperation, så derfor er hun blevet frarådet denne helt unødvendige tidsrøvende disposition af andre læger.

Den lokale øjenlæge henviser mig omgående til et andet hospital og skriver ordret: "Der er store problemer med denne patient som er invalideret af sin lidelse og er ved at miste sit job. Patienten sover med åbne øjne + urglasforbindinger. I bedes venligst forsøge at hjælpe denne patient - Tak !"


REOPERATION (26.4.2001):
Jeg reopereres i april 2001 (13 mdr. efter at fejlindgrebet har fundet sted). Det fremgår af journalen, at jeg reopereres på lægefaglig indikation jf. journalens indhold. Rekonstruktøren konstaterer nedsat tåreproduktion og  tendens til indadvendte øjenlåg. Han fører en glasstang ned langs nedre øjenlågskant og må forsøge op til flere gange før han overhovedet får en lille smule væske op til vurdering. Jeg fik også ilagt collagen plugs uden den mindst form for effekt, så jeg var godt klar over hvad det her var for noget.

Jeg får oplyst, at der formentligt ikke kan rettes op på hverken den nedsatte tåreproduktion eller tendensen til entropion.

Ved reoperationen blev øjenlågene klippet op, meniskmusklen/ringmusklen omkring øjnene, som der var taget strips af i.f.m. fejlindgrebet blev løsnet. Man forlængede den underliggende øjenlågsmuskulatur ved at dele 2 muskler og transplanterede herefter 7 mm hud på - fra bagsiden af  ørerne. Man fandt atrofi på begge sider af øjenlågene (atropfi betyder hensygning af rask arvæv) affødt af fejlindgrebet. Reoperationsbeskrivelsen er vedhæftet som link Det fremgår tydeligt af denne beskrivelse hvad der var galt. Der blev endvidere foretaget en korrektion på nedre venstre øjenlåg i et forsøg på at få bugt med den smertefulde entropion.

Det var derfor reoperationsbeskrivelsen og udtrykket "amerikansk metode", der blev nøglen til opklaring af operationsmetodevalget og afsløringen af, at der havde været benyttet en gammel, alternativ og risicifyldt operationsmetode. Min famlie, hjælpere og undertegnede var på lægefagligt bibliotek m.h.p. at afklare et øjes anatomi og her fik vi syn for sagen. Så min aftale med kirurgen om en simpel hudkorrektion blev til et øjenkirurgisk indgreb uden forhåndsinformation med fatale konsekvenser. 12 læger har udtalt sig om metodevalget. De fleste har set deres eget udsagn og har ikke opponeret.

Der skulle altså en øjenkirurg til at rette op på en plastikkirurgs skade !

Almindeligvis skal der nemlig kun transplanteres hud på, hvis der er taget for meget af et øjenlåg. Den venlige kvindelige plastikkirurg, som diagnostiserede lukkedefekten og tilbød mig en hudtransplantation kunne ikke have udført denne form for reoperation med løsning af underliggende øjenmuskulatur.

Havde den kvindelige plastikkirurg foretaget en hudtransplantation uden underliggende korrektion og løsning af øjenmuskulaturen, så var jeg muligvis kommet endnu mere til skade og lukkedefekten ville have været status quo. Den underliggende og fejlbehandlede øjenmuskulatur var alt for stram og tillod ikke at øjnene lukkede til på normal vis.

At den fejlende kirurg på denne måde fortiede sit eget personlige metodevalg kunne have kostet mig hele min førlighed.

TÅREPRODUKTION:
Jeg er indlagt i 5 dage og hver eneste dag spurgte jeg reoperationskirurgen om, hvornår jeg kunne forvente min vigtige tåreproduktion tilbage. Han svarede "een ting ad gangen - du kan alligevel ikke gøre noget ved, hvis der er sket noget inde bagved". Og det har så vist sig, at den vigtige tåreproduktion ulykkeligvis ALDRIG kom tilbage ! Jeg fik at vide "at hvis den ikke kom tilbage, så måtte jeg nøjes med den jeg havde nu og efter reoperationen var øjenspalterne blevet mindre og kunne lukke til"

Reoperatøren fortæller mig, at mine øjenspalter åbnede sig ca. 4 mm i fuld anæstesi, hvilket svarede fuldstændig til de observationer en række vidner havde set (vidner fra den lægefaglige og farmaceutiske verden). Det er nemlig først på dette tidspunkt, at en kirurg er i stand til helt at vurdere, hvor meget hud, der skal sættes på. Og det resulterede så  i, at der blev sat 7 mm hud på.

Der er i øvrigt flere læger, der noterede i deres journaler, at jeg havde SYNLIG LUKKEDEFEKT.

Det er almindeligt kendt blandt plastikkirurger, at øjne med smerter og lukkedefekt - skal lukkes !

Yngre øjenlæge undskylder sin manglende omhyggelighed:
Under indlæggelsen kommer der en yngre øjenlæge ind og præsenterer sig og spørger om jeg kan huske ham. Jeg svarer, at det kan jeg sagtens. Jeg konsulterede hospitalets øjenlægevagt ved juletid, da jeg havde frygtelige smerter i øjenområdet. Han tilser mine nytransplanterede øjenlåg og giver mig en uforbeholden undskyldning. Han siger, at han er meget ked af, at han ikke var mere opmærksom på mine alt for små øjenlåg, da jeg henvendt mig på akutvagten. Det var godt nok flot af ham. En anden yngre øjenlæge, der havde tilset mig på en tilsvarende skadestue, mente åbenbart ikke at han også skulle give mig en undskyldning og dermed forsøge at lære af egne fejl !

Jeg fik i øvrigt en enestående behandling på afdelingen under min indlæggelse, men på det tidspunkt var jeg godt klar over, at jeg aldrig ville komme til at fungere optimalt, selv om jeg naturligvis klyngede mig til håbet ! De fleste mennesker ønsker jo at være en succes efter at have modtaget en så omfattende rekonstruktion.

EKSAMENSSITUATION af 30.4.2001:
På hospitalets øjenafdeling indvilger jeg i at være eksamensobjekt for unge lægekandidater. Da den udpegede censor (øjen- og overlæge) ser mit nyopererede ansigt og hører den benyttede reoperationsteknik som var nødvendig for at jeg igen kunne lukke mine øjne til, så opfordrer han mig spontant til at klage.

Den udpegede censor og øjenlæge siger "det er det værste jeg har set, det kan vi ikke have, det er en oplagt klagesag". Han har efterfølgende skriftligt bekræftet sit udsagn i.f.m. eksamenssituationen, som vedhæftet.

OPERATIONSMETODEN:
Jeg får som nævnt aldrig min tåreproduktion tilbage, men fik oplyst af en tysk plastikkirurg i Frankfurt, at den ville komme tilbage inden for en måned efter reoperationen "if she has not damaged anything". Han oplyser mig om følgende: "There is a tiny little nerve that innovates the tear-production and if you take too much fat out you may desturb the nerve".

På baggrund af reoperationsbeskrivelsen lykkes det mig - som nævnt - at finde ud af, at der er benyttet en risicifyldt operationsmetode.  Kolleger til den fejlende kirurg kender nemlig hendes metodevalg, hvor man klipper af orbicularis oculi og hæfter (fikserer) hud på musklen, som ligger lige rundt om øjet og inde i globelinien. Metoden kaldes Hollywood i folkemunde. Metoden er kendt for at give skade på tåreapparatet og der er videnskabelig dokumentation for, at den giver imellem 15-20% komplikationer. Den er helt uegnet til et 2. gangsindgreb, ja faktisk direkte utilrådeligt

2 herboende og velanskrevne plastikkiruger har senere tilkendegivet følgende skriftligt: Spaltning af øjenmuskulaturen er direkte kontraindicerende i.f.m. korrektioner på et tidligere øjenlågsløft og kan kun tilføje patienten yderligere traumer.

Det lykkedes mig ikke at finde nogen kirurger, der turde binde an med den metode, der er nemlig flere skræmmende fortilfælde, blandt andet fra en øjenlæge på Fyn. Metoden bruges også til at ændre asiatiske øjenomgivelser, så de kommer til at ligne europæere (westernize).

Ringmusklen omkring øjnene (orbicularis oculi) er den vanskeligste muskel at arbejde på i hele ansigtet og piller man ved den, f.eks. ved at hæfte hud på musklen (fiksering af øjenomgivelser) eller sætter øjenomgivelserne i spænd ved overkorrektion på øjenlågene,  så kan man afbryde og forstyrre øjnenes vitale funktioner. Jeg fik fjernet 1,5 cm hud, hvor en normal 2. gangs korrektion plejer at være imellem 2-5 mm ! Ifølge en række plastikkirurger er der tale om en EKLATANT FEJLDISPOSITION !

Jeg har nu erfaret, at Patientklagenævnet i år 2002 har afsagt en kendelse, hvor nævnet har taget stilling til en sondring imellem 2 operationsmetoder, hvor man lægger vægt på, at den mindst risicifyldte metode er valgt. I mit tilfælde er det så den mest risicifyldte. I plastikkirurgien benytter man udtrykket "play it simple" eller "simplicity is the best", hvilket betyder, at man ikke skal pådrage patienten en unødvendig risiko for at komme til skade. Der er endvidere givet flere alvorlige næser fra Patientklagenævnets side til kirurger, der har taget alt for meget hud af øjenlåget, så de er blevet bedt om at vise mere samvittighedsfuldhed og omhu i fremtiden. Hermed link til afgørelser ved overkorrektioner af øjenlåg med efterfølgende rekonstruktioner til følge.

Samfundsøkonomiske konsekvenser og unødige menneskelige lidelser:
At den fejlende kirurg nægtede at hjælpe mig udvirkede en stroppetur i det danske sundhedsvæsen, besøg hos ca. 30 læger og er i dag løbet op til langt over de allerede nævnte100 konsultationer indenfor en periode på 2,5 år.

Fleksjob og konsekvenser:
Jeg fik hjælp fra min kommune til at komme i flexjob, hvor jeg fra at have været på fuld tid nu arbejder 4 timer dagligt og jeg fik hjælp fra min arbejdsplads, som nu er indrettet til at tage højde for mine smertefulde øjenomgivelser og mine kronisk tørre øjne i velindrettede omgivelser. Jeg får ofte øjenlågskatar, har spændinger hen over øjenæblerne og skal leve en restriktiv tilværelse og ofte dryppe øjne flere gange i timen. Min øjne kaldes "patalogiske", hvilket vil sige, at almindeligt postevand, saltvand eller klorvand fra en svømmehal virker toksisk/giftigt på øjenæblerne. De vil ved den slags påvirkninger straks blive ildrøde, da de ikke længere er i stand til at generere tårer op på øjnene til beskyttelse imod snavs og andre ydre påvirkninger.

Når jeg græder (for det gør man af og til i sådan en situation), så kommer der kun ganske lidt væske op på det venstre øje og det højre kun ganske lidt og med forsinkelse på. Væsken der kommer frem i de nedre øjenlåg ligner skum, d.v.s. der er tale om en abnorm sammesætning af væsken. Jeg har forsøgt at få foretaget en osmalalitetsundersøgelse, men den kan ikke foretages her i landet og det er nok tvivlsomt om det overhovedet kan lade sig gøre, med så ekstrem lav en tåreproduktion, som ligger tæt ved nul. Til sammenligning kan jeg oplyse, at min optometrist tog en prøve på sig selv og den viste 20 på begge øjne. En engelsk kirurg har oplyst mig om, at det er evident at jo lavere tåreproduktion man har jo flere problemer vil der opstå - uanset normalværdien for Shirmers test og andre artikelskriverier omkring ekstremiteter.

Jeg provokerer ikke mine syge øjne, men er nødsaget til at indrette min tilværelse på den pådragne situation, da jeg ellers ikke er i stand til at opretholde forbindelsen til mit erhverv.

Jeg kører til og fra arbejde i en  beskeden bil - indkøbt til formålet, da jeg ikke tåler træk og stærkt lys hen over øjnene. Herudover har jeg smerter i øjenhulerne og ondt på de sarte øjenlågskanter, der ustandselig bliver udsat for forskellige kunstige øjendråber og medicin. Til trods for en restriktiv tilværelse får jeg ofte øjenlågskatar, som skal medicineres. Flere øjenlæger mener at jeg er allergisk overfor de kunstige øjendråber, som jo er en nødvendighed for at jeg overhovedet kan fungere med tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg har gener helt ned i halsen, formentlig grundet brug af kunstige øjendråber, som periodevis fremkalder irritation i slimhinderne.

Reoperationen har ikke i fuldt omfang kunnet kompensere for de nedre stramme og alt for små øjenlåg, som blev affødt af, at kniven blev ført helt ud på siden af begge øjenlåg og der blev taget alt for meget hud af. Samtidigt blev kniven ført ned forbi punctum lacrimalis, hvilket har medført at de nedre øjenlåg blev sat i spænd (se billedddokumentation). Dette er her for ganske nylig (sommeren 2003) blevet konstateret af den venlige kvindelige plastikkirurg, der tilbød mig en reoperation. Min lokale øjenlæge har fornylig igen konstateret en mindre lukkedefekt på højre øje samt "for små" nedre øjenlåg. Han er i øvrigt dybt rystet over hele forløbet.

Jeg har fra første færd og  igennem hele forløbet brugt mere end 500 kroner pr. måned, alene til brug af kunstige øjendråber. Jeg har forsøgt at gemme alle regninger i det omfang, jeg har husket det.

Jeg har senest fulgt en anonym opfordring fra en kirurg (som senere viste sig at være den sagkyndige i min patientklagenævnsag) om at forsøge at få indsprøjtninger i Trigenimus-nerven i et forsøg på at få stoppet nervesignalerne, der sender smerter rundt i øjenhuler og de forpinte og læderede væv bag ved øjenlågene (atrophi).

Involverede institutioner:
Følgende institutioner og læger blev involveret: praktiserende læge, natlæge, skadestue, øjenlæge, professorer, hospitaler, BST-læge, neurolog, anæstisiolog, plastikkirurger, tandlæge, socialforvaltning, amt og arbejdsplads. Herudover blev 2 udenlandske øjenprofessorer besøgt. Ud over at det var en nødvendighed, så var jeg klar over, at det var vigtigt at få en objektiv vurdering af udenlandske kirurger, som støtte til de læger, som har opført sig etisk korrekt. Der var flere der forsøgte at putte sagen ind under gulvtæppet.

Men der er vel ingen, der vil hævde, at en professor fra London som almindeligvis benyttes som 2nd opinion af vores egne universitetshospitaler, vil sætte sin faglige ekspertise på spil for min skyld ? De 2 konsulterede udenlandske øjenprofessorer (henholdsvis en engelsk og en tysk) er i øvrigt helt upåvirkede af en dansk fejloperatør. Den ene sagde til mig, at det var hans erfaring, at den slags fejl, som jeg blev udsat for, kun bliver udvirket af uøvede kirurger.

Manglende objektivtet, manglende uhildethed, tilsidesættelse af faglig ekspertise og brud på lægeløftet.
Desværre har det vist sig, at enkelte danske læger har tilsidesat deres faglige ekspertise af kollegiale hensyn og nogle af disse residerer oven i købet i vores klage- og retssystem. Journalføringerne stemte blandt andet ikke overens med det, der blev sagt, og min billeddokumentation fra journalen var forsvundet på "uforklarlig vis". Jeg har skrevet dagbog over mine besøg hos alle disse læger og jeg har fulgt besøgene op med skriftlig korrespondance. Min intuition om at læger ikke ønsker at være dem der påpeger en kollegas fejl, har ulykkeligvis vist sig at være korrekt.

Det undrer mig meget, at embedsmænd i lægekitler vil tilsidesætte deres faglige ekspertise for en enkelt kirurg, der benytter den form for operationsmetode, hvor man kan skade sin patient. For den adfærd medfører jo endnu flere tilskadekomne patienter.

Det fremgår af min sag, at kirurgen fortsætter sit metodevalg med påhæftning af hud på muskel !

En af disse rekonstruktionskirurger sagde i øvrigt til min mand og mig:  "Der er mange charlatanner i den branche", og at han var træt af alle disse fejlbehandlere, som han skulle rydde op efter. Herefter remsede han alle fejlene op - han startede med at fortælle mig, at hele hudfolden på siden af øjnene var fjernet, så de ikke kunne lukke til !  Han sagde, at en skade som min ville medføre et to-cifret millionbeløb, hvis det var i USA og at det ville vare mindst 10 år før der blev indført anstændige og tidssvarende erstatningsmuligheder. Han sagde til min mand og mig:  "Jeg vil ikke have, at du går rundt og siger, at det er mig, der har ødelagt dine øjne". Det behøver han så heller ikke at være bange for, alle involverede etiske læger, venner og kolleger ved nøjagtigt hvornår min skade opstod. Forløbet er så blevet fulgt op af skriftlig korrespondance. Mit medicinforbrug, antal og indhold af lægebesøg over tid fortæller resten !

En af øjenkirurgerne frarådede mig at klage til Patientklagenævnet, det var der i øvrigt flere der gjorde, idet han ikke mente at jeg ville få noget ud af det. Lægerne der frarådede mig at klage, har sådan set ret, idet det kun er ca. 17% som får medhold i Patientklagenævnet, men det handlede også om, at de ikke selv ville involveres i en sag imod deres kollega, som åbenbart nyder en særlig beskyttelse blandt kollegerne på Sjælland.

En plastikkirurg fra hovedlandet sagde senere til mig, da jeg fortalte ham om mit hændelsesforløb: "Sig mig, kommer de alle sammen med den fejlende kirurg ? Jeg undskylder på lægestandens vegne. Sådan kan man ikke tillade at opføre sig". Senere skrev han en udtalelse omkring min pådragne fejloperation.

Jeg er glad for, at det var ham, der sagde det og ikke mig !

Metoden igen igen !
Det hedder sig, at man ved kirurgiske indgreb skal vælge den mindst risicifyldte operationsmetode og man skal begrunde HVORFOR man ikke vælger den mindst risifyldte operationsmetode. Min tandlæge oplyser, at man i den sammenhæng benytter et latinsk begreb, der hedder "non nocere" - man må ikke beskadige sin patient. Jeg mener også, at man har krav på at få oplyst, hvilken form for kosmetisk resultat der kommer ud af et givent valg. Jeg blev aldrig oplyst om det kosmetiske resultat af den amerikanske "Hollywood" metode, som medfører at man får stramme flade øjenlåg, med dybtliggende øjne og et forbavset udtryk til følge. Den form for kosmetisk resultat var et man brugte tilbage i 70-erne. Metodevalget er fatalt ved overkorrektion og fejlbehandling.

Jeg mener, at nu skal den metode stoppes, ellers må jeg selv forsøge at tage affære. Der er skræmmende fortilfælde nok til at stoppe metoden og det er på høje tid, at vores sundhedsstyrelse tager sin  opgave alvorlig og bruger de love, der er udarbejdet til samme formål. Bekendtgørelse nr. 397 af 10. juni 1987 er vedhæftet.

HVEM ER DET SOM BESTEMMER HVOR MANGE DER SKAL KOMME TIL SKADE v. f.eks. den operationsmetode, inden der bliver grebet ind ? Hvor mange invalider skal vi have ud i samfundet grundet den metode ?

Det er alle embedsmænds og borgeres  PLIGT at advare mod metoder som kan pådrage andre skader og det er Sundhedsvæsenets pligt at stoppe den slags øjeblikkeligt. I denne sag er der både videnskabelig dokumentation og mange lægers udsagn om metodevalget og dets risici og jeg har netop modtaget svar fra en professor i udlandet om, at artiklerne om operationer i orbicularis oculi "support current concept of rejuvenation in the middle of one  third of the face".

Andre skader ved samme metodevalg:
På nettet fandt jeg endnu en kvinde, der havde fået fejlbehandlet sit øjenlåg og klippet i ringmusklen, så øjenlåget ikke kan lukke op og i. Det var faktisk hende, der meddelte mig at metoden kaldes "Hollywood" i folkemunde. Hun skriver, at "vi er flere" - altså fejlbehandlede fra samme klinik ! Det er desværre kun promilledele af fejlbehandlede, der kender de forskellige netmuligheder, så jeg regner med, at der er mange flere skader, når det på trods af promillerne,  lykkedes mig at finde endnu en person fejlbehandlet efter samme metode og samme sted. Den pågældende havde fået et hængende øjenlåg "a la Dronning Margrethe", og har fået skadet musklen, så øjenlåget ikke kan lukke op og i. Desværre har den pågældende ikke ønsket at tilkendegive sig og ved sin manglende medvirken bliver hun derved medansvarlig  for endnu flere skader fra kirurgens hånd. Korrespondance på nettet vedhæftet.

Jeg håber dog fortsat på, at hun vil hjælpe mig og dermed andre. Jeg er godt klar over at fejlbehandlede er bange for ikke at blive hjulpet i sundhedssystemet og endvidere er bange for at blive udsat for repressalier i et nødvendigt efterforløb når man berettiget kritiserer en fejlbehandler, hvilket min sag er et klart bevis for. Fejlbehandlede er i øvrigt bange for omgivelsernes reaktion, da kosmetisk plastikkirurgi er et TABUEMNE !

Jeg blev opfordret til at medvirke i et nyhedsindslag i P4  i marts 2004 sammen med andre fejlbehandlede. Se vedhæftede uddrag. Jeg talte efterfølgende med advokat Bjørn Elmquist om min ulykkelige situation og han responderede, at det faktisk var umuligt at komme igennem med den slags klager i vores rets- og klagesystem. Han oplyste mig ligeledes om en udarbejdet betækning fra 1990 med forslag til ændring af konstruktionen i Retslægerådet, som ingen politikere har turdet tage fat på. Han var i øvrigt ikke den eneste advokat, der oplyste mig herom. Der trænger i den grad til en ændring i systemet m.h.p. en forbedring af patienternes retsstilling.

FAKTISKE SITUATION:
Jeg blev fejlbehandlet 9.3.2000, reopereret i april 2001. Mindst 10 gange har jeg fået fjernet cillier på venstre øjenlågskant, en gang ved frysning hos en øjenprof. i Tyskland, en gang ved elektroepilering i Danmark og resten af gangene manuelt. Mine øjenvipper generer mig, fordi min tåreproduktion er ekstrem lav og fordi der fortsat er tendens til indadvendte nedre øjenlåg. I februar 2002 indgav jeg en klagesag til Patientklagenævnet, som i skrivende stund november 2003 endnu ikke er afsluttet.

Jeg har lægefaglige udtalelser om, at der er tale om en fejloperation, grundet et mislykket ingreb på øvre øjenlåg, min arbejdssituation efter fejlindgrebet er beskrevet af en læge og en plastikkirurg har bekræftet, at det er hans opfattelse, at der er tale om en fejloperation, hvor der efter al sandsynlighed er pillet for meget ved tåreproduktion og muskulatur/nervefunktion. Den engelske professor skriver: "She has disrupted your tearfilm and blink because of the open eyes". Store dele af døgnet må jeg hvile mig med lukkede øjne, hvilket giver en kraftig indskrænkning i min livssitutation.